Knurhane (Rød og Grå)
Hovedet er dækket af et benpanser. De tre nederste stråler i brystfinnerne er frie, og fungerer som kombinerede "ben" og føleorganer. Fisken har tydeligt mærkbare fortykkelser, som markerer sidelinien.
Farven på den røde knurhane er lyserød eller gulbrun med en mørkere overside og lysere bug. Den grå knurhane har som yngre en rødlig-brun grundfarve, som står i modsætning til de ældres gråbrune farve.
Knurhanen er benfyldt, så udbyttet af kød er ikke så stort. Kødet er hvidt, fint og fast og særdeles velsmagende, men en smule tørt. Rød knurhane kan være dyrere i indkøb, men er ofte også mere velsmagende.
Der er intet mindstemål for knurhaner. Den røde knurhane bliver ca. 30 cm, men kan blive op til ca. 75 cm. Den grå knurhane bliver ca. 30 cm, men kan blive op til ca. 45 cm.
Levested:
Knurhanen er en bundfisk, men fanges ofte fritsvømmende. Den grå knurhane lever på 10 til 150 meters dybde, hvor den røde knurhane lever på 20 til 300 meters dybde. Begge arter lever på blandet eller blød bund. Om sommeren trækker de nærmere kysten. Rød knurhane findes i det østlige Atlanterhav fra Norge til Sydafrika. Den grå knurhane har samme udbredelse, dog kun til Nordafrika. Den kan også finde på at gå ind i Kattegat.
Føde:
Knurhanen er overvejende fiskespiser, men kan æde alle slags bunddyr som krabber, rejer og orme.
Fangstmetode:
Bifangst i trawl og på langline. Optræder til tider som væsentlig bifangst i industrifiskeri.
Tilberedning:
Stegt, grillet, kogt, dampet, friturestegt, ovnstegt, marineret eller røget.
Sæson:
Knurhanen er bedst i sommermånederne.
Ernæring og sundhed:
Knurhanen er en halvfed fisk, der indeholder sunde enkeltumættede samt flerumættede fedtsyrer, n-3 fedtsyrer, som også kaldes omega-3 fedtsyrer.