Skip to main content

Lange

Langens krop er lang, rund, åleformet og let sammentrykt. Den ligner generelt en mellemting mellem en havål og en torsk. Første rygfinne er kort, anden rygfinne og gatfinnen er lange, men ikke sammenvoksede med halefinnen. Ryggen, siderne og bugen skinner blåligt. Hos gamle dyr er ryggen ofte marmoreret med sorte pletter. Bugen er hvid, den forreste tredjedel dog snavset-grå. Langen kan blive op til 1,8 meter (ca. 30 kg).

Levested:

Langen er knyttet til bunden i højere grad end torsken og foretrækker hård bund som sten og klipperev samt gamle skibsvrag. Den lever på dybder mellem 30 og 1000 meter, men er mest almindelig på 100 til 400 meters dybde. Den færdes ofte alene eller i meget små stimer. Den er udbredt fra det nordlige Norge ned til og ind i Middelhavet. I danske farvande er den udbredt i den nordlige Nordsø og Kattegat.

Føde:

Langen lever bl.a. af sperling, blåhvilling, knurhaner, glashvarre, jomfruhummer og ottearmede blæksprutter. Langen jager ikke frit som de fleste torskefisk, men ligger i stedet på lur efter sit bytte.

Fangstmetode:

Langen fanges med langliner og trawl.

Tilberedning:

Langen er en god spisefisk med hvidt, magert og fast kød, der minder om torskens. Langen kan derfor nemt erstatte torsken eller andre torskefisk i forskellige retter. Langen kan tilberedes på mange måder, fx koges, dampes eller grilles.

Sæson:

Sæson hele året. Spisekvaliteten topper i månederne oktober, november, december og januar.

Ernæring og sundhed:

Langen er en mager fisk. Den er særligt rig på selen. Se et samlet skema over fisk og næringsværdier her.

Opskrifter med denne fisk